Glimt fra et spændende havebesøg hos Anette, aka ‘Fru Pedersens Have’ i Vemb (Vestjylland). En personlig have med masser af nips, loppefund og skøn stemning – plus selvfølgelig en frodig og blomstrende have.
Jeg havde aldrig besøgt haven før, men fulgt med på sociale medier – plus Anette har været med i min havekalender de sidste to år. Derfor glædede jeg mig at besøge Anette, denne torsdag midt i august.
Jeg havde i forvejen booket overnatning i én af hendes fem skurvogne, så jeg havde god tid til at snuse rundt i haven – især dagen efter. Og med 11.000 kvm er der nok at kigge på.
Min første tanke var, at haven er utrolig personlig, langt mere end jeg havde regnet med. Det synes jeg er et stort plus.
Anette har en fantastisk evne til at samle fine, gamle ting og sager – og på fineste vis få dem integreret i havens mange rum. Det gør at man aldrig helt kan blive færdig med denne have, for der er altid nye opsætninger og kroge som øjet spotter. Jeg har prøvet at fange stemningen med en masse billeder, men det gør det selvfølgelig ikke ud for et rigtigt besøg.
OVERNATNING, JA TAK
Med mange børn, mand, katte og hund herhjemme, nyder jeg indimellem at tage alene afsted på tur. Gerne oplevelse kombineret med ro og natur, og her var Anettes have en perfekt destination.
Anette tog smilende imod mig da jeg ankom ved 18 tiden, og efter snak, en lille rundvisning og praktiske informationer, var jeg overladt til mig selv og den skønne skurvogn jeg havde fået tildelt – nr. 1.
At sidde med et tæppe på den lille tilhørende terrasse, med et glas vin og kigge ud over marken, mens solens gik ned – var uovertruffent. Her kommer man nemt ned i gear. Ingen larm fra biler eller mennesker, blot natur og dens egne lyde. Og meget mørkt om natten 😉
LOPPEGULD OG MASSER AF STEMNING
Dagen efter havde jeg god tid til at snuse rundt i haven, og brugte hurtigt et par timer derude.
Hold nu fast hvor er der meget at se på. Én ting er hele ‘baghaven’, med masser af skønne blomster, planter, træer osv. Skønt fordelt mellem små stier der snor sig rundt. Og ikke mindst små hyggelige opsatser.
Når man har været ‘baghaven’ rundt, og tror man er ved at være ved vejs ende, kommer man så til hele bagsiden af huset – og flere nye haverum dukker op.
Så mange hyggelige og fine kroge, hjørner, siddepladser…you name it…at man til sidst bliver (næsten) helt mættet af indtryk. Samtidig med at man er nødt til liiiige at gå turen endnu en gang😄
Nu er jeg typen der at jeg ELSKER nips, loppefund, og synes Anettes måde at skabe stemninger i haven, er helt fantastisk. Og inspirerende.
HUSE, SKURVOGNE MM.
Jeg har før tænkt over hvor stor betydning små huse/bygninger kan have for en have, dog aldrig set det i en grad som her. I Anettes have kan jeg slet ikke tælle hvor mange små og mindre store bygninger der findes. Og lad mig sige med det samme – det er SÅ fint, og giver en skøn stemning i haven. Og gør den spændende at gå rundt i.
Udover de fem skurvogne man kan overnatte i, er der flere huse til både høns, ænder og gæs. To legehuse, 2-3 drivhuse, udhuse osv. Alt sammen sirligt indrettet – se bare legehuset lige herunder😍
TAK for denne gang, Anette❤️
Og hermed en stor anbefaling til alle om at slå et smut forbi Fru Pedersens Have.
Læs mere her:
https://frupedersenshave.dk/