Jeg har længe gerne ville etablere en lille frugthave i vores forhave – fx pæretræ espalier.
Forhaven er ret stor, og alt for meget græs – synes jeg. Familien er ikke helt enig, de synes det er fedt med en stor græsplæne til fodbold, kongespil osv. Og når vi har årlige familiefester som konfirmation, studenterfest osv som vi har i disse år – og en del år fremadrettet – er det selvfølgelig rigtig fedt med plads til et stort telt.

Men en mindre del af forhaven er vi nu alligevel blevet enige om, godt kan inddrages til frugthave👏 

Jeg har været i gang med den store plantegning, og forsøgt at planlægge hvordan træer og buske skal stå. Med lidt hegn/hæk omkring, og med tiden også stier.

Dog må jeg sande at det er mega svært! Én ting er at sidde og få det hele til at gå op i en højere enhed på papiret. Men når jeg så står derude – og lægger blå reb op for at indikere hvor fx frugt espalieret skal stå (og danne væg) fungerer det bare ikke helt alligevel.

Så istedet for tre frugttræer på espalier som jeg ellers havde planlagt, har jeg besluttet mig for at starte med ét. Samt en nyindkøbt hindbærbusk og tre ribsbuske, som jeg allerede har et andet sted i haven, men som bliver flyttet herom.

Så må jeg gå og se det lidt an, indtil jeg kan se den helt store forkromede plan derude🧐

Haven planlægges

En idé tager form

I løbet af den sidste måneds tid, havde jeg præpareret min mand at jeg gerne ville have bygget et espalier. Og sidste søndag havde vi også tiden. Og eftersom vi gik fra tre stk til kun ét, blev projektet pludselig noget mere overkommeligt – især når vi ikke havde prøvet det før.

Jeg havde Googlet derud af, og havde derfor en god ide om hvordan espalieret skulle bygges. Så efter en gang opmåling i haven, kørte vi til Stark efter pæle og wire – samt i Plantorama efter et pæretræ (Conference).

Sådan gjorde vi

Da vi først kom i gang gik det både let og smertefrit. Pælene var 2,4 meter lange, men da vi gerne ville nøjes med at de kom op i en højde der hed ca 1,7, kom de 70 cm ned i jorden.

Jorden er jo blød og nem at grave i på denne årstid, så det gik nemt. 

Herefter gravede vi hullet til pæretræet, for at vurdere hvor de nederste grene ville starte – og dermed finde ud af hvor langt oppe den nederste wire skulle sættes fast. 

Selve wiren blev sat fast på pælen med en skrue, samt wirestrammer. Herefter blev træet færdig plantet med ny plantemuld, inden jeg kunne fæstne grenene til wirene med grøn bindetråd.

Til venstre for espalieret har vi et kirsebærtræ som vi fik i bryllupsgave for et år siden. Og foran den, den nye hindbærbusk. Så den nye frugthave er så småt på vej – og imens vil jeg arbejde lidt videre på haveplanen😎

UA-162631556-1